VI SKAL LÆRE NOGET NYT

Som du nok allerede ved, så er vi sådan nogle glade gør-det-selv typer. Vi har ingen baggrund i håndværksfag, men en kæmpe lyst til at lære. Denne gang har vi kastet os over opgaven at skifte de gamle vinduer der sidder i huset. En del er skiftet i forvejen, nogle sidste år og andre indenfor de sidste 10 år, så dem lader vi selvfølgeligt blive siddende indtil de er udtjent. De vinduer der skal skiftes er de originale fra 1937 der sidder i gymnastiksal, værksted, kontor og depot og så en dør i stuen.
Vi har indgået et samarbejde med Vinduesgrossisten som gør det muligt for os at få skiftet disse ud. Det er en virksomhed der henvender sig til sådan nogle som os; gør-det-selv-personer. De har videoguides på deres hjemmeside både til nedtagning, opmåling, isætning og fugning med videre. Og de har forsikret os om at det ikke er så svært som det ser ud. Og så har Jesper fået lov til endeligt at købe sig et stillads! Yes!!
Vi tog op og besøgte deres showroom i Aalborg for ligesom at se hinanden an, men også for at få lov at røre, se og lære om vinduer. For hvad er en anverfer, pudsebeslag og betydningen af 2 eller 3 lag glas? Nu ved vi allerede en del mere end da vi tog mod nord, og vi blev trygge i de valg vi havde truffet omkring udseende og funktion. Vi tog derefter hjem og målte op, alle 21 vindueshuller blev målt fra stige. Og så tog vi turen med målebåndet en gang til bare lige for at være sikre.

Vi har bestilt alle vores vinduer på Vinduesgrossistens hjemmeside, hvor vi kunne designe hvert vindue. Sådan ret meget The Sims for voksne hvis du var typen der brugte mere tid på at bygge huse end reelt spil? Vi har dog ikke taget nogle utraditionelle valg på designet. Vi er gået med klassiske hvide vinduer i træ/alu så vi er fri for at male dem udendørs men har trækarme indenfor. Og så har vi valgt at de skal ligne de vinduer der sad i skolen da den blev bygget. Det betyder sprosser de fleste steder undtagen i kontor og gymnastiksal, for den skal blive ved med at ligne en gymnastiksal. Det synes vi altså er sjovest. Og så glæder vi os helt vildt til at se hvilken forskel det gør at få en ny terassedør i med vinduer helt til gulvet, du kan se modellen her. Lyset i stuen bliver endnu smukkere af sådan en sag.

Og i forhold til de små detaljer, så valgte vi at få klassiske anverfere på alle vinduer. Anverfer er den lille krog der sørger for at lukke vinduet og som man ser på gamle bondehus-vinduer. Det passer bare ind herude. I gymnastiksalen er det kun 4 af vinduerne der kan åbnes, og de får et enkelt håndtag så vi senere kan montere en motor til at åbne og lukke. Ret smart når de sidder 350 cm oppe. Vi valgte at få 2-lags ruder. Her var vi meget i tvivl for 3 lag lyder jo bedre. De var heldigvis gode til at rådgive os og vi blev enige om at 2 lag var nok her da huset jo er gammelt og lidt mindre isoleret end et nybygget et af slagsen.
Nu går vi så bare og venter på at de kommer. Og det skulle de gøre om 5 ugers tid. Vi er ret spændte, både fordi vi tror på at det bliver mega flot men også fordi vi føler at vi skal til eksamen i vinduesmontering. Indtil da kan vi godt bruge lidt hjælp og beroligende ord, så hvad er dit bedste trick til projektet og er det så svært som det lyder?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.