VI SKAL HA EN DRENG!

Johanne lagde pres på i dag, for nu ville hun altså ha lov at dele hvilket køn vores lille baby har. Og jeg ville gerne have lov at råbe det så højt jeg kan her på internettet. Vi skal ha en dreng! Ingen  grund til yderligere indpakning. Jeg havde ikke nogen præferencer mod om det skulle være det ene eller det andet. Jeg glædede mig bare til at vide hvad det bliver, og til at vi kunne komme videre i  vores navneleg. Halvdelen af listen blev slettet af en stolt Augusta der håbede på en lillebror. For så vil han jo ikke lege med hendes legetøj. Jeg tror hun bliver klogere.

Nå, men faktisk ville jeg egentligt også gerne fortælle om hvordan det er at stå på den her side af graviditeten. Altså den side hvor jeg ikke mærker kvalmen, trætheden, ændringerne eller alt det der kropsligt følger med at være gravid. Vi mænd skal ligesom bare prøve at fortælle vores hjerne at om lidt kommer der en baby og den er du far til. Og det har vi så 9 måneder til at begribe. Eller færre efter hvornår graviditeten opdages. Det er altså lidt en vanvittig ting at vænne sig til og sådan virkeligt forstå. Det komme nok først til, sådan ægte, at gå op for mig når vi står med ham i armene. Indtil da er der en masse forberedelse der kan virkeliggøre det lidt mere.

Johanne har skrevet lidt om hvordan hun opdagede det. Om den våde bytur der blev tørlagt på ca. 3 minutter og om at hendes veninder vidste det før mig. Da vi lå der i sengen og holdte søndag og hun havde det mærkeligt og jeg spurgte som så mange gange før; er du gravid? Denne gang var svaret for første gang ja. Jeg blev helt tavs og spurgte så cirka 100 gange om det var rigtigt. Jeg ville også ringe til Line som havde været her aftenen før og spørge hvorfor hun intet havde sagt. Jeg ville danse. Jeg græd lidt og var helt forvirret. Vi havde altså lavet et lille barn! Eller i hvert fald starten på det.

Vi sagde det ret tidligt til et par venner, og nåede lige at fortælle det til Johannes mor før COVID-19 lukkede Danmark ned. Derefter blev annonceringen til venner og familie over facetime. Det var dejligt men også ret specielt ikke at kunne kramme ovenpå sådan en nyhed. Mine forældre tog vi hjem til. Med en drømmekage pyntet med et scanningsbillede. Og så drak vi kaffe på terrassen og smilede kærlige smil til hinanden på afstand. Min mor udbrød; I skulle da ha haft et kæmpe kram. Men det må vi ha tilgode. Når vi alle må kramme igen tror jeg vi har en del lykønskningskram tilgode. Det er en rar tanke. 

Til kønsscanningen var jordmoderen ikke i tvivl om at det var en dreng. Hun sagde “Det er da helt tydeligt, der er den fineste lille diller!” Men ingen af os kunne se noget som helst. Altså vi kunne se at det var et menneske. Men dilleren kunne vi altså ikke se. Men vi tager hendes ord for gode varer og venter spændt på at se ham. Indtil da øver jeg mig i at stå  tidligt op med Ruth, ser Johannes mave vokse og finder på navne for ligesom at fortælle mig selv at det altså er ægte og ikke bare en fantastisk drøm. Jeg glæder mig sådan til at blive far til mit og Johannes barn.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.