Nu kom der køkken!

Noget vildt sker lige nu ude i bageskolen. Og måske tænker du; hvor vildt kan det lige være? For mig er det ret vildt. Altså sådan på den helt uvirkelige måde hvor jeg går derud i tide og utide for at se om det virkeligt kan passe. Og det kan det! Der er blevet sat det smukkeste køkken op!

Og det er altså et køkken af høj kvalitet der er blevet monteret af den flinke montør Mads. Det er et køkken fra AUBO, en familieejet virksomhed 15 km fra mit barndomshjem i Vestjylland, med fokus på bæredygtighed og grundighed. Helt i vores ånd. Malene og Dan fra AUBO var med på at lave et køkken helt efter mine drømme med masser af skuffer, plads til mange ovne, to vaske og låger i en smuk mat bordeaux farve. Og de er grundige derovre i Aulum. Ingen af mine (mange) ændringer undervejs har været et problem. De har bare knoklet på og tegnet et nyt forslag indtil den var der. Også selvom det betød et par ture til butikken i Aarhus for at se bordplade, farver, og så lige bordplade igen… Det endte med et køkken i modellen Trend i farven S-7020-Y80R med sorte greb og en bordplade i sort kompaktlaminat. For lige at gå helt nørd på den. 

Efter halvanden dag var køkkenet sat op. Sikken en luksus at der bare kom en montør og ordnede det hele. Jeg nød virkeligt at vide at vi ikke skulle igang med det projekt også. Vi har ligesom nok lige for tiden. Og Mads der monterede var en flink vestjyde der (meget usædvanligt) ikke drak kaffe. Og nu er køkkenet klar til at blive fyldt op med grej og taget i brug. Så mangler vi bare lige el, vand, afløb, loft, toilet og vinyl på gulvet før vi åbner. Og to små skuffefronter der kommer med posten inden længe. Så indtil da får du tegningen af køkkenet. Jeg er helt klar til en slutspurt inden åbningen!

4 tanker om “Nu kom der køkken!”

  1. Det ser godt ud! Blot til info, hvis det er et køleskab ved siden af ovnene så er vores erfaringer at det er “hårdt” for køleskabet at være placeret der – selv med en god ovn så giver den meget varme op ad køleskabet.

  2. Ej hvor sjovt at se tegningen. Jeg havde forstillet mig det helt anderledes. Jeg havde bagedyst/Masterchef set-up i tankerne.

    1. Tanken er at vi alle skal kunne se hinanden og forhåbentligt ha det sjovt sammen. Og så at alle nemt kan få hjælp og se og lære af andres fejl og succeser..

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.