NEMME CROISSANTER

Det lyder jo ikke umiddelbart som den nemmeste ting i verden at bage, men hvis du bare tager dig god tid og ikke skynder dig i processen er det ikke så svært. Det kræver naturligvis et par forsøg at perfektionere teknikken, men når den først er på plads kan du fylde fryseren med de lækreste hjemmelavede bake-off croissanter a la Briancon i Aarhus. Det er også fra det bageri at mine læremestre indenfor croissantbagningens kunst kommer, opskriften er nemlig fra et kursus jeg var på med dem hos Arla.

Ingredienser (ca. 16 stk)

900 g. hvedemel
1 æg
5 dl sødmælk
15 g. gær
15 g. havsalt
500 g. smør

Alle ingredienser sættes på køl, melet må meget gerne kommes på frost. Fra nu af gælder det om hele tiden at holde dine ingredienser kolde, også når dejen bliver samlet og håndteret. Hold gerne køkkenet koldt imens du laver croissanterne og sæt dejen på køl hvis den bliver lun.

Først skal dejen samles, den skal ikke æltes som du normalt gør med en gærdej. Derfor er det vigtigt at have en røremaskine med en dejkrog på. Først skal du opløse gæren i den kolde mælk. Dette gøres nemmest med et piskeris direkte i røreskålen. Derefter hælder du alle andre ingredienser, undtagen smør, i røreskålen og ælter til dejen lige akkurat er samlet. Sæt dejen på køl i ca. 15 min.

Tag smørret ud af køleskabet og bank det fladt til en firkant på ca. 20 x 15 cm. Sæt din smørfirkant på køl igen.

Tag den kolde dej ud af køleskabet og rul den ud til en firkant på ca. 45 x 20 cm. Dejen klistrer nærmest ikke til bordet, så undgå så vidt muligt at bruge mel.

Tag nu smørret ud af køleskabet og placer det som vist på tegningen ovenover. Fold så den tomme side indover siden hvor smørret ligger. Pak smørret helt ind i dejen så den ikke kan glide ud. Sæt nu dejen på køl i ca. 15 min. 

Tag dejen ud af køleskabet og rul den forsigtigt ud til ca. 45 x 20 cm. Det er vigtigt ikke at presse hårdt med kagerullen når du ruller dejen ud, så undgår du at dejen sprækker og smørret kommer til syne. Start med at rul dejen ud hen mod den side der er foldet så du ikke skubber smørret ud af dej-lommen. 

Forestil dig nu at dejen deles i 3 lige store stykker. Fold disse indover som på ovenstående illustration og sæt på køl i ca. 15 min. Du må gerne bruge lidt mel for at undgå at dejen klistrer fast til bordet, men prøv at brug så lidt som muligt så dejen ikke bliver tør.

Nu skal du igen rulle dejen forsigtigt ud til en firkant på ca. 55 x 20 cm. Denne gang skal det foldes efter samme princip som før, dog skal du bare “dele” dejen i 4 lige store dele. Først folder du de 2 yderste dele helt ind til midten. Derefter folder du de 2 dele sammen som når du lukker en bog. Sæt endnu engang på køl i ca. 15 min.

Nu skal dejen rulles ud for sidste gang. Denne gang skal du være ekstra forsigtig for ikke at sprække dejen. Husk at du altid kan sætte dejen på køl undervejs hvis den bliver lun og porøs.

Dejen skal rulles ud til den er ca. 0,5 cm tyk. Når den er udrullet til den rigtige tykkelse skærer du trekanter af dejen som vist på tegningen. Der er til ca. 16 trekanter, men du kan sagtens lave dem mindre og derved få mini-croissanter.

Croissanterne rulles ved at rulle dem løst fra bunden af trekanten og hen mod spidsen, som vist på tegningen ovenfor. Rør så lidt som muligt ved dejen for ikke at ødelægge dine flotte lag. Spidsen skal være under croissanten når du bager den, så undgår du at den ruller sig ud under bagningen.

Nu er dine croissanter klar og du kan enten vælge at sætte dem på køl i et døgn og derefter bage dem ved 220 graders varmluft i ca. 18 min. Inden du bager dem skal de pensels med en æggeblomme samlet med et nip salt. Afkøl dem på pladen efter de er bagt.

Hvis du ikke vil bage dem med det samme, så frys dem ned med det samme og tag dem op 24 timer før de skal bages og lad dem hæve på køl indtil de skal bages. De bages på samme måde uanset om de er blevet frosset eller ej. 

5 tanker om “NEMME CROISSANTER”

  1. Pingback: PROJEKT BAGEBOG STARTER - Jesper Søvndal

  2. Jeg ejer desværre ikke en rørmaskine og vil rigtig gerne prøve at lave croissanter. Kan man bruge en håndmixer med dejkroge?

  3. I have been exploring for a little for any high-quality articles or
    weblog posts on this sort of space . Exploring in Yahoo I
    finally stumbled upon this website. Studying this info So i am satisfied to exhibit that I’ve an incredibly excellent uncanny feeling I
    came upon just what I needed. I so much surely will make certain to
    do not fail to remember this site and give it a look on a constant basis.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.