NÆSTEN I MÅL MED STUEN

Det er på tide med en status. Ikke over hele vores projekt, da det ville kræve en ret omfattende og sikkert kedelig tekst. Det bliver en status på stuen som nu næsten er færdig. Vi har faktisk kun 3 ting tilbage at ordne herinde, men jeg starter lige fra begyndelsen.

Da vi flyttede ind i august var stuen det første vi gik i gang med at renovere. Altså lige på nær Augustas værelse som kun trængte til at blive malet. Stuen trængte til en kærlig hånd og vi havde brug for at have et rum hvor vi kunne være sammen og hygge os væk fra alt byggeri. Vi fik slebet og sæbebehandlet gulvet, satte nye lofter op, spartlede væggene, malede alt og så skiftede vi døren så der igen er udgang til terrassen. Og i dag kom skorstensfejeren forbi og godkendte vores nye brændeovn. Kæmpe hurra! Så nu mangler vi egentligt kun at sætte stuk op, ordne lysningen ved den nye terassedør og male de sidste lysninger og lister. Og en dag ønsker vi os også tid i kalenderen til at få lavet radiatorskjuler langs hele væggen med vinduerne. Og så skal vi altså ha nogle billeder, kunst og skulpturer op på de vægge!

Sofabordet er fra Ilva og hedder Bella, adventskransen har jeg selv lavet i et fad fra Søstrene Grene.

Og så er der indretningen. For det er vigtigt i sådan et rum. Ja, faktisk er det vigtigt i alle rum for os. Men i stuen er det ekstra vigtigt at det fungerer og at vi føler os godt tilpas. Og vores stue er stor, og det er vi mega glade for. Der er plads til sofaafdeling i den ene og et langt spisebord i den anden. Sofaerne vi har valgt er Sicilia og vi har valgt at have en i læder og en i mørkegrønt stof. Vi er så glade for at vi valgte at få 2 sofaer i stedet for at få en gigantisk sofa, som vi også havde talt om. Det gør bare at flere kan sidde her og at vi begge to kan få en lur. Og tager vi ryg-hynderne af kan vi begge ligge i en. Hyggeligt! Og nu her efter 4 måneders hårdt brug og små katteklør der bliver ved med at kradse det samme sted ser de stadig ud som da vi satte dem ind.

Lænestolen er Johannes gamle Safaristol af Aage Bruun & Søn, Gulvtæppet er Akane fra Ilva i cremefarvet og lysegrå, lampen er Flower Pot af Verner Panton og ovre ved vinduet ligger vores første fælles køb; en puf fra vores første rejse til Marokko.

Og så er der spisebordet. For det er vigtigt for os at der kan sidde mange mennesker ved det. Jeg har altid elsket at have gæster på besøg og gerne mange på en gang der skal have mad og fest. Så et bord der kan blive stort er et kæmpe ønske. Og det ønske må jeg sige at jeg fik opfyldt. Ude i Ilva har de et bord der hedder Big. Og det lever op til sit navn. Det kan trækkes ud og blive helt op til 521 cm! Lige nu står det i stuen, men når skolestuen er færdig skal det derind og bo. Vi har valgt bordet med mørkeblå linoleum på bordpladen og sortbejset træstel. Smukt! Stolene omkring bordet er blandet af stole vi havde i forvejen. Og sådan har vi tænkt at det skal blive ved med at være. Vi skal (når tid er) igang med at male vores stole sorte, så de på den måde kommer til at passe sammen. Så kan de både bruges i skolestuen, køkkenet og stuen uden at vi nødvendigvis skal have nok stole til alle borde på en gang.

Nu skal vi bare lige ha de sidste detaljer ordnet, så de ikke står ufærdige hen og tiden går og vi vænner os til at sådan ser det ud. Men vi tager et projekt ad gangen og gør de ting vi har lyst til og der presser sig mest på. Så mon ikke der alligevel går lidt tid før sidste punktum i stuen er sat?

6 tanker om “NÆSTEN I MÅL MED STUEN”

  1. Ville lige høre om den gren der hænger mellem lamperne over spisebordet – hvordan har I monteret den? – er det “bare” i ledningerne fra lamperne?
    På forhånd tak

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.