DEN STORE JULE- & NYTÅRSBAGEDYST 2018​ - Jesper Søvndal

DEN STORE JULE- & NYTÅRSBAGEDYST 2018

Julen bliver ekstra god hvis du også elsker bagedysten, for endeligt er det officielt: jeg deltager i Den Store Jule- og Nytårsbagedyst 2018! Og for at gøre nyheden endnu bedre så deltager jeg med min gode ven og sidste års vinder; Andrea. 

I sensommer stod jeg en morgen og lavede kaffe da det lige pludseligt slog mig: hvordan mon holdet på julebagedysten bliver i år, og inviterer de mon nogle af os gamle? Jeg drak kaffen, tog afsted på camping med Johanne og Augusta, og glemte alt om julebagedysten før telefonen ringede 4 timer senere i Nordjylland. Det var redaktøren fra bagedysten der ringede for at høre om jeg kunne tænke mig at deltage i julebagedysten hvor tidligere deltagere skulle dyste imod hinanden. Det krævede ca. 0 sekunders betænkningstid og da han fortalte at jeg skulle danne par med Andrea blev jeg lykkelig! Johanne, Augusta og jeg fejrede det med dans på parkeringspladsen ved Jesperhus Camping og jeg kunne slet ikke vente de 2 måneder før optagelserne skulle begynde.

Andrea og jeg ringede sammen senere på eftermiddagen og allerede der begyndte tankerne og ideerne at flyde. Vi havde længe talt om at arbejde sammen og havde ved en enkelt lejlighed bagt sammen med Kirsten i Herning Centret. Vores tilgang til kagebagning er begge med baggrund i vores fag som henholdvis skrædder og kommunikationsdesigner og det har altid gjort at vi har haft samme forståelse for farver og former. Vi er dog ikke altid enige, men fuld af respekt for hinanden og det kan der jo kun komme et godt samarbejde ud af.

Efter den første jubel var overstået fik vi hurtigt planlagt de næste to måneders træningslejr i Næstved, for vi var enige om at vi ville mødes mange gange for at bage, brainstorme og hænge ud. Siden bagedysten har både Andrea og mit liv handlet om kage; vi har begge bagt en masse og brugt oceaner af timer i køkkenet, men altid alene. Så at vi nu havde fået muligheden for at skulle bage sammen mod et fælles mål gjorde mig helt vanvittigt glad.

Udover Andrea og jeg er de andre par vi dyster mod et helt vanvittigt felt bestående af: Liv & Ditte, Iben & Jesper, Marianne & Jon og Jasmin & Emil. En af de bedste ting ved at få lov at deltage var at møde de her dejlige mennesker som alle deler “bagedystoplevelsen” og som på en eller anden måde bare forstår hinanden. Jeg har virkelig fået udvidet min bagedystfamile, og det elsker jeg!

Jeg glæder mig helt vildt til at tage jer med på rejsen hen mod programmet og ikke mindst at se de færdige afsnit rulle over skærmen. Niveauet bliver sindssygt, tempoet højt og smilene store, glæd dig!