Der er en lille mand der fylder en del på vores profil. Han går altid med pels, har en hvid mund med hang til fisk og fjerkræ, har egen indgang og så elsker han at blive nusset bag ørene. Han er nyeste medlem i vores familie, og kom lidt ind ved et tilfælde. Nå ja, og så er han en kat.
En sommerdag da købet af skolehuset var endeligt tog vi forbi herude for at se rapsen blomstre og huset på sådan en dag. Vi havde kun set det om vinteren og siden da bare ventet på at få solgt lejligheden i Kolding så købet kunne blive en realitet. Da vi bankede på herude og sagde hej til de gamle ejere spurgte de os om vi ville have deres hankat med i købet. De synes at han hørte til herude og ville helst ikke flytte ham. Vi sagde hurtigt ja til katten, som faktisk havde fulgt os rundt herude da vi så huset første gang. De havde ikke rigtigt givet ham et navn, og omtalte ham som en udekat. Det vidste vi byboer bare ikke rigtigt hvad betød. Endnu.



