DET FØRSTE VINDUE OG DØR ER SAT I

Måske har du fulgt med da vi satte det første vindue eller dør i skolehuset? Vi var i hvert fald ret begejstrede for egne evner da vi prøvede kræfter med arbejdet for første gang. For ingen af os havde prøvet at skifte hverken vindue eller dør før, og vi står overfor at skulle skifte i alt 21 stk herude. Og vi skal gøre det selv. For det er nu engang det vi synes er sjovest; at kaste os ud i projekter og lære noget nyt. Og her må man sige at vi lærte meget på kort tid. Måske læste du med da vi lærte om hvilke valg der skulle træffes da vi valgte vinduerne? Ellers kan du læse det her.

Vi gik et par dage rundt om os selv da vi modtog leveringen herude. Alle paller ankom pakket ind i folie og døre og vinduer var skruet fast til hinanden så alt stod stabilt, men projektet og vinduerne så lige pludseligt stort ud når de stod der foran os. Heldigvis har Vinduesgrossisten både vejledning på hjemmesiden og youtube så vi havde et sted at lære fra. Jeg læste vejledningen et par gange, tog på materialeindkøb og så følte jeg mig klar som projektleder. Vi satte os sammen, mig og Johanne, og så videoerne og så var vi klædt på. Måske nye i opsætning af vindue, men klar og fuld af gå på mod. 

Det første vi gjorde var at fjerne det gamle vindue. De gamle ruder tog vi ned, så vi kan lave et orangeri af dem. Vi hamrede, savede og brækkede indtil rammen var ude af væggen. Det tog lidt tid, men så kom det ud. Derefter rensede vi rullet for gammel fuge og andet løst. Så skulle det ny vindue i. Det nemmeste er at fjerne ruderne fra vinduet og så bare monterer rammen, så det gjorde vi. Rammen blev klodset op og sat fast med kiler efter vejningens anvisninger. 

Her brugte vi sådan nogle farvede plastikklodser og kiler der hedder Knudsen sammen med nogle helt geniale luftpuder kaldet Wind bag. De gjorde at vi nemt kunne justere rammen i vater. Da rammen sad der hvor vi ville ha den til at sidde borede vi for i rammen med træbor, og derefter igennem rammen og ind i muren med murbor. Og så var det bare at skrue karmskruer i rammen. De skærer ligesom sig selv i stenen og derfor skal man ikke brug rawlplugs. Smart!

Nu sad rammen i og vi kunne montere ruderne til vinduesrammen igen. Det hele gled lækkert og vi gik igang med at sætte ny isolering rundt i kanten mellem ramme og mur. Da vi havde vinduet ude kunne vi også tjekke om der var plads til isolering i hulmuren. Det var der i gymnastiksals fløjen, men i stuen var der allerede isoleret i hulmuren. Dejligt.

Efter isolering skubbede vi fugebund i mellem ramme og mur. Her brugte vi forskellige størrelser alt efter hvad der passede ind. Og nu er vinduet egentligt sat i. Vi mangler at fuge, men lige for nu sørger vi for at få vinduerne i. Så må vi fuge bagefter og tage dem alle på én gang. Der skal også repareres lysninger efter montagen. Heldigvis er det kun i stuen at det er en lysning af træ, de andre steder er den pudset. Det gør det noget nemmere at ordne for os. 

Vi monterede også en terassedør inde i stuen. Den gamle var blændet af så vi ikke kunne komme ud på den lille terrasse der ligger ved gavlen mod syd. Vi valgte en dør der åbner indad så vi ikke bruge den sparsomme plads derude på en dør der skal åbne. Og vi slipper også for at den åbner og lukker af vinden en sommerdag. Monteringen af døren gik ligeså nemt  som vinduet og efter næsten samme fremgangsmåde. Igen var der en video vi kunne støtte os til, og vores selvtillid var skruet godt op efter vinduesmonteringen. Eneste forskel er at vi skulle skrue den fast i hængselsiden først og så montere døren i rammen. Det gik strygende, med Augustas nynnen fra stuen i baggrunden. Og resultatet er fuldstændigt forrygende. Sikke en forskel, og sikke et lys vi får ind!

Der gik efterfølgende fejring og stolthed i den herhjemme. For hold nu op hvor er vi tilfredse med at det lykkedes! Og det var slet ikke svært. Det tog et par timer at få det gamle ned, og det nye op. Og her brugte vi faktisk mest tid på at få det gamle ned. Det er altså klart en opgave man selv kan kaste sig over. Det kræver at du er præcis og grundig, men det gør alle gør-det-selv opgaver jo. 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.