10 ting jeg ikke vidste om at rejse med et barn, før jeg rejste med et barn

Jeg har aldrig rejst med børn før, altså i hvert fald ikke med børn som jeg havde ansvaret for eller som kunne påvirke min gøren og laden på en ferie. Så at tage til Thailand var for mig et hovedspring lige ud i det for at se om det nu kunne holde. Inden vores ferie havde jeg naturligvis gjort mig nogle tanker om hvad vi skulle se, spise og hvor vi skulle bevæge os hen, men ferie uden børn viste sig ikke at være helt på samme præmisser som med børn…

1 // 16 dage = 7 minutter

Inden vi fløj fra Danmark downloadede jeg alle mine favorit podcast, og et par nye så jeg kunne få udforske et par anbefalinger og få indhentet et par afsnit på nogle af dem jeg var igang med. Alt forarbejde var gjort, også i tilfælde af manglende dækning, så jeg kunne slappe af og lytte. Efter en uges ferie havde jeg lyttet til 7 minutters podcast, og det var først på vej hjem i flyet at jeg fik lyttet til resten. 

2 // Dine krav ændrer sig

Hjemmefra havde vi set alle mulige klip med sjove ting vi skulle spise, restauranter vi gerne ville besøge og egentligt bare indstillet vores mund på at nu skulle den smage Asien. Når du så står der i 38 graders varme med et barn der sjælendt er sulten pga. varmen så ændrer dine krav sig ligesom. Så er alt min hjerne kan tænke på “hvad vil hun spise?” og så bliver det ikke altid det mest niche og instagramvenlige. Og ja, vi var på Mc D to gange, og de voksne spiste også derinde. Dog en samurai burger, bare så vi havde følelsen af at være på kulinarisk dybt vand.

3 // Bare rolig, der er træning indbygget

Jeg havde en forestilling om at jeg måske kunne finde et sted at træne. En crossfit box eller lignende et sted, og af samme årsag havde jeg taget lidt grej med, bare hvis nu. Men når du rejser med et barn er der indbygget workout i hele ferien; barn på skulderne, svømning med barn på ryggen og farmerwalk med tasker, poser og kufferter. Og så selvfølgeligt alle de timer der går med at lege, løbe, slå koldbøtter, stå på hovedet og hoppe rundt. GENIALT!

4 // Det perfekte feriebillede bliver i morgen

Når dit barn begynder at rode i din kuffert og nøjsomt vælger ud hvilket tøj hun mener du kunne se smukkest ud i, sætter frisørsalon op og gør dig klar til dagen, så er der ikke anden udvej end at trække i sættet og nyde hendes komplimenter hele dagen. Velvidende at det ikke er dagen hvor det perfekte feriebillede bliver taget.

Resultatet af en frisørsalon i 37 graders varme. Den mængde voks, spray og hårlak kan ikke anbefales i den luftfugtighed!
5 // Det er okay at blive transporteret

Ting tager tid. Afstande tager tid. Det kan godt være at 500 meter ikke lyder som langt, men når ens ben er 50 cm korte er tempoet klart et andet end på mine stænger. Afstande jeg tidligere regnede for en smuttur er nu vandreture, og aldrig har jeg brugt taxa, metro og anden transport så meget. Men det er det værd at nå frem til destinationen 1 km væk og stadig have mod på resten af dagen.

6 // Nøglen til gæstfriheden

Det her punkt er måske kun en ting når du rejser med et lyshåret barn i Asien der har ligeså hvid hud som Snehvide. Men når du står et hvilket som helst sted i Thailand smiler, vinker og taler folk til dig og dit lyse barn. Det åbner altså folks hjerter op, og hvis du så lige lærer barnet et par sætninger på Thai så er verden åben for smagsprøver, fotos og glimt af deres stuer. 

7 // Overgiv dig til legen

Hvis du som mig kan li at lege er et barn på ferien verdens bedste undskyldning for at kravle op i alle klatrestativer, hoppe med på en forhindringsbane eller gå med i rutsjebaner og glide 1 meter ned i en sandkasse. For du kan ligeså godt overgive dig til det, og være ham der begejstret råber med på legen. Så lover jeg til gengæld at det er meget sjovere at være en del af. For hvad vil du egentligt helst; grine og råbe på vej ned af legetårnet eller køre et fuldstændigt stoneface?

8 // Børnepoolen er din ven

Du skal ikke forvente at dine svømmeture foregår i mere end 30 centimeters vand hvis dit barn ikke kan svømme endnu. Og på et tidspunkt glemmer du helt hvordan det er at flyde og har totalt overgivet dig til den luksus det er at kunne ligge på maven i en børnepool uden at bruge energi på at holde dig ovenvande. Den dag Johanne og jeg drak cocktails i børnepoolen peakede min ferie!

9 // Planlæg aftenen inden

Før i tiden var jeg typen der planlagde hvor vi skulle hen på en dagstur, og ikke så meget hvordan vi kom derhen. Det går bare ikke rigtigt at skulle planlægge og tale om hvilken spændende rute der er bedst når du også skal være til stede med barnet, svare på spørgsmål, købe is og skaffe billet til næste seværdighed eller bådtur. Første dag troede jeg at det var muligt, men samme aften sad vi i sengen efter putning og planlagde i detaljer hvilken rute vi skulle gå for ikke at stå i vildrede mit i Bangkok og tage stilling til den slags praktiske udfordringer. Det virkede!

10 // Nuttet-faktor

Når du står i en propfyldt lufthavn en sen aften i Bangkok og bare gerne vil hurtigt ud til flyet, så er der ikke rigtigt noget at gøre andet end at stille sig i kø og vente. Men hvis du har taget dit barn med og barnet smiler sødt og bliver trukket på sin tigerkuffert er det åbenbart en nøgle til helt usete securityområder med tæppe, ro og ingen kø. ALDRIG har jeg prøvet at komme så hurtigt igennem en lufthavn. Tak for nuttet-faktor, Augusta!

Rejser med børn er virkeligt en anden rejseform end uden børn. Der er så meget du ikke kan, men der er også så meget du lige pludseligt får mulighed og lyst til. Hvilke opdagelser har du gjort dig efter du har rejst med et barn? Smid endeligt din kommentar så vi kan dele.

8 tanker om “10 ting jeg ikke vidste om at rejse med et barn, før jeg rejste med et barn”

  1. Tak for et sjovt indlæg! Det så ud til I havde en skøn rejse til Thailand. I oktober/november 2018 rejste vi i 6 uger rundt i Malaysia og på Bali og i Singapore med vores på daværende tidspunkt 9 måneder gamle søn. Jeg kan så godt genkende nærmest alle dine punkter og vil tilføje, at aldrig har jeg talt med så mange lokale og andre rejsende som på denne tur og det var helt klar baby Valdemar, der gjorde forskellen. Jeg er normalt lidt genert og ikke så god til at tale med folk jeg ikke kender, men når Valdemar stak dem et tandløst smil og de sagde hej, så var snakken igang og det kom der så mange fine snakke ud af og gode tips og tricks til, hvad vi skulle opleve. Og endnu en tilføjelse, når man rejser med et barn bliver man ekstra glad for aircondition og room service 🙂

    1. Sikke en god historie! De børn kan virkeligt få folk til at sænke paraderne og fjerne al skepsis. Og helt enig, room service er kongen når alt bare skal ned i tempo og man har lyst til pizza og pyjamas.

  2. Vi er lige kommet hjem fra Cypern, en All inclusive rejse på en uge. Overskueligt projekt i forhold til jeres men alligevel var der en masse logistik og nervøsitet forbundet med det at rejse med en på 2 år og en på 13 år. Men hold da op min nervøsitet blev gjort til skamme. Så længe der er snacks og godt humør i kufferten så klarer børnene resten. Mit råd er: Hav tillid til at dit barn sagtens kan klare meget mere end du forventer og lad stress blive hjemme.

    Og på trods af aldersforskellen så blev alle behov indfriet og alle var legebørn i en uge?

    1. Mega godt råd! Man skal nemlig bare lade sig flyde med i det tempo der nu engang er. Vi når det vi når. 🙂

  3. Ha ha genialt indlæg – man glemmer helt hvordan ferier var FØR børn ( afslappende og impulsive)

    Jeg har boet i Thailand (før børn), men nu er tiden kommet til at jeg skal have min familie med på 16 dages ferie i Thailand her til juni, og jeg booker og planlægger alt selv. Har stadig ikke helt bestemt de endelige destinationer og hoteller, men har en plan og krydser fingre for det nok skal gå godt og resten tager jeg på rutinen, både som gammel “farang” (som udlændinge hedder på Thai) og efterhånden erfaren mor til to krudtugler på 4 og 7 år.

    Janne

    1. Tak 😀 Ferie er helt anderledes med de søde børn..

      Det bliver jo en for lækker ferie for jer, Thailand er fantastisk med børn. Alle er så søde og gæstfrie, men det ved du jo alt om. Ha en lækker ferie og nyd hinanden!

  4. Alle 10 punkter rammer spot on!
    Vi havde aldrig fløjet med vores 4 årige, da vi sidste efterår tog til Bali. 17 timers flyvning klarer 4 årige altså fremragende såfremt forældrene bare giver lidt ekstra ??
    Asien er et fantastisk sted med lyshårede børn ? faktisk så fantastisk at vi snupper 17 dage igen til efteråret ?

    1. Dejligt 😀 Og ja, børn kan mere end vi tror. Kan godt forstå at i vil tilbage, det gad jeg også godt! 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.